Underpræsterer bankpuljeordninger markedet?

Hvad viser evidensen?

Spørgsmålet er ikke om aktive forvaltere kan slå markedet i et enkelt år — mange gør det. Spørgsmålet er om de gør det konsistent nok til at retfærdiggøre meromkostningen over tid. Her er svaret entydigt negativt på tværs af flere datasæt:

Er det forvalterens skyld eller omkostningernes?

Nationalbankens analyse er særlig interessant her: afkastet før omkostninger adskiller sig ikke væsentligt fra markedsafkastet. Det betyder at aktive forvaltere som gruppe hverken er konsistent dygtigere eller dårligere end markedet til at vælge aktier — men at de løbende omkostninger på 1,0–1,5 % p.a. systematisk æder merværdien. Underperformancen er ikke et spørgsmål om dårlig stockpicking, men om en matematisk uundgåelig effekt af gebyrniveauet.

Over 30 år med renters rente koster 1 % ekstra i løbende omkostninger typisk 20–25 % af den endelige porteføljeværdi sammenlignet med en passiv fond til 0,2 %. Det er ikke en lille forskel — det er forskellen på en anstændig og en god pension.

Hvad med de 14–22 % der faktisk slår markedet?

De eksisterer. Problemet er, at det er næsten umuligt at identificere dem på forhånd. Forskning i performancepersistens viser at vinderfonde i én periode ikke systematisk er vindere i den næste — den bedste prediktor for fremtidig performance er fortsat lave omkostninger, ikke historisk afkast.

Derudover er adgangen til de bedste aktive forvaltere typisk forbeholdt institutionelle investorer med store minimumsbeløb. Det, der sælges som "professionel aktiv forvaltning" i en bankpuljeordning, er sjældent de samme produkter som de bedst præsterende aktive fonde globalt.

Hvad er konklusionen for en privat investor?

Evidensen peger på én klar strategi: bred, billig, passiv eksponering mod markedet via indeksfonde eller ETF'er — kombineret med optimal skattestruktur på tværs af frit depot, aktiesparekonto og pension. Det er ikke en spændende konklusion, men det er den, dataene støtter.